Politianmeldt for IT kriminalitet

14. september 2009 at 07:16 (Uncategorized)

Kender I det, man har oplevet noget, som er svært at glemme, mest fordi man ville ønske at ens egen reaktion på hændelsen skulle være anderledes? Det kunne være et fjols nede i supermarkedet der skælder kassedamen ud fordi køen er for lang. Man burde have givet manden tørt på og bedt om tale pænt til kassedamen (det er jo ikke hendes skyld) – men det gjorde man bare ikke.

Ovenstående er nu opdigtet for mit vedkommende, men stadig et fint eksempel på den historie jeg skal til at fortælle.

Vi skal skrue tiden tilbage til starten af september i 2004. Det er en lørdag og jeg har den nærmeste familie på besøg, da jeg fejrer min fødselsdag. Min mobil telefon ringer, jeg tager den og i den anden ende præsenterer en fyr sig og fortæller han er fra Ålborg politi. Min første tanke er “det var da mærkeligt at ringe på en lørdag” umiddelbart efterfulgt af “hvad hulen vil han mon”.

Han spørger om bitmand.dk er mig? Jeg svarer ja og han begynder derefter at forklare noget med at de har fået en anmeldelse om at der er begået ulovligheder fra min server.

Jeg er en kende forbløffet over at han ringer på mit private mobil nummer. Jeg var dengang ansat hos en ISP i København (hvor serveren stod) og mobil nummeret var et jeg havde fået igennem arbejdet .. og var desuden ikke at finde på Krak/DGS osv. Derudover, ville jeg egentlig antage at hvis der virkelig blev begået ulovligheder fra min server (hvilket der ikke gjorde!) så ville man spore IP nummeret tilbage til min ISP/arbejdsgiver … og ikke direkte til mig.

Da jeg begynder at spørge lidt ind til, dels hvilke ulovligheder der er blevet begået, samt hvordan han har fået fat i mit navn og mobil nummer, går det op for mig, at ham politimanden jeg taler med ikke har en hujende skid forstand på hvad han taler om. Han er i hvert fald ikke IT mand og det eneste han ca. kan forklare mig om hvad der er begået af ulovligheder er at jeg har: “tilgået nogle mapper på en persons NT server” og “dræbt nogle NT services”. Det er ret tydeligt at han tæt på læser op – for spørger jeg bare en lille smule ind til det, så aner han intet … hvilket han tydeligvis ikke vil indrømme *suk*

Min server kørte (også) dengang FreeBSD. Jeg var den eneste med en shell konto. Og desuden lå der kun en meget lille håndfuld websites – hvoraf de fleste var nogle jeg selv passede. Jeg finder det yderst usandsynligt at der er blevet begået ulovligheder – og det fede er, jeg må åbenbart ikke få udleveret noget som helst dokumentation for hvad det er jeg har gjort – eller bevis for at min server er kilden.

Så her står jeg med en politimand i røret, som åbenbart er overbevist om at jeg har gjort noget galt (også selvom han ikke selv forstår hvad) og jeg må ikke se beviser for det. Og han kan/må ikke fortælle noget om hvordan eller hvornår.

Jeg kan ikke engang huske hvad vi bliver enige om længere. Men det jeg ærgrer mig mest over, er at jeg ikke bare sagde til ham “Prøv at høre, nu ringer du til en kollega i jeres IT kriminalitet afdelingen og så overdrager du sagen til ham. Så kan han ringer til mig, hvis han virkelig mener der er sket noget ulovligt.”

Mon Ålborg Politi har en notits om mig i deres system?

Den sidste del af historien handler om hvordan han reelt fandt mit navn og mobil nummer. Og er også en af årsagerne til at jeg er rimelig sikker på at han ikke vidste en hat om IT. Det viser sig, ham der angiveligt mener at jeg er blevet angrebet, har slået reverse DNS op for mit IP nummer og det resolvede til: golf.bitmand.dk – derefter har han blot slået bitmand.dk op hos DK-Hostmaster, hvor både navn og mobil nummer står. Og alt dette har han så blot overdraget til Politimanden og sagt jeg er en slyngel.

Skræmmende at jeg så havner i en situation hvor jeg bliver anklaget, men med ingen mulighed for at forsvare mig. Uanset hvad jeg kommer med at gode tekniske argumenter, så forstår politimanden det jo alligevel ikke. Og han troede tydeligvis mere på ham fyren der havde lavet anmeldelsen end mig.

Mand hvor skulle jeg bare have droppe at diskutere med ham og blot sagt han kunne få en kollega der rent faktisk ved noget om det om at ringe til mig.

Men det gjorde jeg ikke :(

Skriv en kommentar